Bubber og mors død gav inspiration

Karriere som bedemand

Karriere som bedemand: Bubber og mors død gav inspiration

Edith Broholt har netop åbnet begravelses-forretning i Hasselager

24. juni 2011

For 10 år siden døde 45-årige Edith Broholts mor, og det var første gang, at tanken om et liv som bedemand, eller måske nærmere bedekvinde, strejfede hende.

“Da min mor døde, følte jeg, at jeg kunne gøre det bedre. Det var en underlig oplevelse, for da kisten blev båret ud, var det pludselig en anden bedemand, der stod der, end den vi havde haft kontakt med, og derefter fik jeg bare en regning,” fortæller Edith Broholt.

Dengang undersøgte hun, hvad mulighederne var for at blive bedemand, men konstaterede, at det var for dyrt, og hun var glad for sit daværende arbejde.

For et års tid siden blev hun arbejdsløs og så en udsendelse i fjernsynet med Bubber, hvor han besøgte en bedemand, og så tog hun springet fuldt ud i slutningen af maj i år, hvor hun åbnede Broholt Begravelse i Hasselager.

Stor empati

Normalt forbinder man en bedemand med jakkesæt, slips og fuldskæg, men Edith Broholt mener, at hun kan give kunderne noget andet, fordi hun er kvinde.

“Jeg har kvindelig intuition, og jeg kan som kvinde gå lidt tættere på følelsesmæssigt, men selvfølgelig er der en grænse. Kvinder har en anden empati end mænd,” smiler den nye “bedekvinde” i Hasselager.

Privaten i brug

Edith bor på Pilegårdsvej i Hasselager, og i privatboligen har hun indrettet et samtalerum og bygget en garage, hvor man har mulighed for at se forskellige kister og urner.

Med en lyserød blomst som wall sticker i garagen og et blødt tæppe samt stearinlys i samtale-rummet, har Edith gjort, hvad hun kan for at give stedet hygge og ro for de sorgfyldte mennesker, der kommer til hende.

“Stedet her skal være lyst og roligt, og folk skal føle sig velkommen. Man forbinder tit døden med mørke og noget dystert, så det her skal være kontrasten til det,” fortæller Edith.

Store følelser

Hun er et meget følsomt menneske og har været bekymret for, om hun kunne holde til at være bedemand, fordi folk er i så dyb sorg.

“Jeg bliver nødt til at tænke på, det ikke er mig selv, men andre jeg skal hjælpe ud af deres sorg. Det hjælper jo ikke noget, at jeg står og græder, når jeg ser kisten,” smiler Edith.

For at folk ikke bare skal føle, at de får smidt en regning i hovedet, når deres kære er begravet, har hun planer om, at hun vil lave opfølgning på folk. Hun vil ringe til dem efterfølgende og høre, hvordan det hele står til.

“Jeg har ikke hørt om andre, der gør det, men jeg vil gerne høre, hvordan familien har det bagefter.”

Artiklen er bragt i Lokal Avisen, Aarhus af Camilla Olesen, 24. juni 2011. Se artiklen her